Menu

TFC sikrede sin forbliven i Danmarksserien

image Arkivfoto
Ingolf Skafte
13. juni 2017 kl. 23:21

Efter sidste lørdags dårlige indsats mod Jægersborg havde TFC behov for mindst eet point i lørdagens hjemmekamp mod Virum-Sorgenfri. Da anfører Martin Olsen samtidig blev skadet under torsdagens træning og Tonni Adamsen måtte melde afbud til kampen grundet sygdom, havde cheftræner valgt at stille op i en meget defensiv 5-4-1 formation for at sikre det ene point, som med stor sandsynlighed ville sikre holdets forbliven i DS.
TFC gik friskt til sagen fra kampens start og efter 6 minutter tilspillede holdet sig en meget stor mulighed, da Mohammed Youssuf blev spillet alene med målmanden, men desværre sparkede Mohammed bolden forbi målet.
TFC fortsat det gode spil og efter 24 minutter fik Michael Kossmann en stor chance, men han sparkede bolden over mål. Efter 27 minutter var det Silius Motlachs tur. Efter nogle gode kombinationer kunne Silius afslutte fra tæt hold, men Virums målmand parerede det gode forsøg. Også i de efterfølgende minutter tilspillede TFC sig flere muligheder, men der manglede effektivitet i afslutningerne.
Også mod afslutningen af 1. halvleg var det TFC, der var farlige. Efter 43 minutter driblede Mathias Carlsen sig glimrende til baglinien og lagde bolden ind i det lille felt, men det lykkedes ikke TFC at få sparket bolden det sidste stykke i mål.
TFC kom bedst fra start i 2. halvleg og efter 49 minutter blev Mohammed Youssuf igen spillet fri alene med målmanden, der dog reddede Mohammeds skud. Herefter gik TFC’s spil noget i stå og holdet koncentrerede sig mest om at forhindre Virum i at score. Virum overtog styringen af spillet, men holdet blev ikke rigtig farlige. Bortset fra nogle dødbolde havde Virum ingen scoringschancer i hele kampen.  Til stor tilfredshed for spillere og tilskuere kunne dommeren fløjte kampen af til en slutstilling på 0-0. Fordelt efter spil og chancer burde TFC have vundet kampen. Holdet leverede en solid præstation, hvor TFC hele kampen igennem holdt sig til den udstukne taktik.
En times tid efter kampens afslutning skulle det ene point vise sig at være nok til at sikre TFC’s forbliven i DS, da Svendborg tabte deres kamp i 2, divisions nedrykningsspil. Herefter kan der ikke rykke flere end 2 hold øst for Storebælt ud af 2. division og derfor rykker kun nr. 9 og 10 ud af DS. Jægersborg ligger som nr.  9 med 4 point færre end TFC og kan med én kamp tilbage ikke indhente TFC.
Det er en flot præstation det unge TFC hold har leveret i den forgangne sæson. I sidste sæson faktisk var TFC faktisk rykket ned i Sjællandsserien, men blev reddet af BSV’s konkurs. Holdet har vist, at det har styrke til at klare sig i DS. Selv om der har været nogle perioder, hvor holdet har tabt en del kampe i træk, er TFC hele tiden kommet tilbage. Det bliver utrolig spændende at følge holdet efter sommerferien.
TFC mangler som nævnt fortsat en kamp inden spillerne kan gå på sommerferie, Denne kamp spilles på næste lørdag den 17. juni kl. 15:30 i Vanløse Idrætspark mod Vanløse IF.
Det blev også på anden vis en god dag for Taastrup FC da 2. holdet de facto sikrede sig oprykning til serie 2 uden selv at spille. A- Team 2650 fra Hvidovre lå inden deres sidste kamp 3 point efter TFC, men ville med en sejr indhente TFC og grundet bedre resultater i de 2 holds indbyrdes kampe ville A-Team slutte på den 2. plads, der giver oprykning. A-Team spillede på udebane mod Glostrup. Glostrup kæmpede for at undgå nedrykning. Glostrup førte med 2-0 et stykke ind i 2. halvleg, hvor A-Team havde fået 2 spillere udvist med rødt kort. Angiveligt grundet dårlig opførsel valgte kampens dommer at fløjte kampen af. Kampens resultat skal afgøres af DBU Sjælland, men der bør ikke være tvivl om, at Glostrup tildeles sejren. Herefter vil TFC være oprykker.

Luk