Menu

Meget vigtig Info fra Turneringsudvalget, læs nederst om informationsmøder

image
Ingolf Skafte
07. august 2017 kl. 16:59
Hermed nogle praktiske oplysninger fra Turneringsudvalget før opstart på efterårssæsonen 2017:
Dit hold taberdømmes, hvis du ikke har udfyldt holdkort inden kampstart.
Det har lige siden indførelsen af elektroniske holdkort i 2014 været vigtigt, at få udfyldt holdkort inden kampens start og gøre dette korrekt, men fra starten på den kommende efterårssæson bliver det endnu vigtigere, idet dit hold bliver taberdømt, hvis holdkortet ikke er udfyldt inden kampstart. I linket neden for kan du læse alt om, hvordan du udfylder et holdkort:
Vi skal opfordre dig til at læse hele artiklen igennem, idet der nederst i artiklen er beskrevet nogle hjælpemidler til at undgå at glemme at udfylde holdkortet.

Ny regel, 2 gule kort giver ikke længere rødt kort til holdet
Hvis en spiller fremover får 2 gule kort i samme kamp, medfører det som udgangspunkt ikke et rødt kort til holdet. Når pågældende spiller har afsonet sine 10 minutters udvisning efter 2. gule kort, har spilleren personligt fået rødt kort, men holdet må sætte en ny spiller på banen. Der er dog en undtagelse herfra, hvis 2. gule kort tildeles, medens spilleren er udvist med 1. gule kort. Læs de detaljerede regler her:

Nyindmeldte spillere skal godkendes af DBU Sjælland inden de må spille kamp. De figurerer simpelthen ikke i databasen inden de er godkendt. Godkendelsesproceduren kan her lige inden sæsonstart tage en uges tid. Vi skal derfor opfordre til straks at få nye spillere indmeldt i klubben, hvis de skal være med i første turneringskamp. Indmeldelse foregår som vanligt i TFC-shoppen, hvor der er aften åbent til kl. 19.00 på mandage og torsdage.

Benyttelse af omklædningsrum
Der skal altid skal være en træner/leder tilbage i omklædningsrummet indtil sidste spiller har forladt dette. Det er vigtigt at omklædningsrummet altid aflåses, når sidste spiller forlader dette.

Flytning af kampe
Der gælder en del regler i.f.m. flytning af kampe. Husk altid at komme i gang med at flytte en kamp så tidligt som muligt, da unionen idømmer os en bøde ved flytninger med mindre end 14 dages varsel. Hvis du skal flytte en hjemmekamp, skal du starte med at sende en mail herom til turneringsudvalg@taastrupfc.com, som så vil guide dig igennem flytteproceduren. Hvis du skal flytte en udekamp, kan du selv aftale flytningen med udeholdet. Du skal kun kontakte Turneringsudvalget, hvis modstanderen insisterer på, at Taastrup FC skal sørge for at gennemføre flytningen over for unionen.

Informationsmøder inden turneringsopstart
Turneringsudvalget afholder 2 informationsmøder inden turneringsopstart, nemlig den 14. og 15. august begge dage i tidsrummet 17:30-19:30. Du kan bare kikke ind, når det passer ind i din træning. Her vil vi give et lynkursus i oprettelse af holdkort og du vil have lejlighed til at stille spørgsmål om alle forhold, der vedrører Turneringsudvalgets område.
Vi ønsker alle vore hold en rigtig god efterårssæson.
Med sportslig hilsen
Turneringsudvalget
Luk