Ny cheftræner for TFC’s Danmarksseriehold
Nuværende cheftræner Tommy Olsen har for nylig meddelt klubben, at han fratræder sin stilling som cheftræner med udgangen af 2017, da han har sagt ja tak til at blive cheftræner for Køge Nord FC, som tidligere hed Rishøj. TFC har med beklagelse accepteret opsigelsen. Tommy Olsen har gennem de sidste 2 ½ år været cheftræner for klubbens DS-hold. Inden da har han i lige så lang tid været assistenttræner for samme hold. Tommy Olsen har ydet en flot indsats som cheftræner på det sportslige plan samtidig med, at han har været primus motor i at få opbygget en stærk organisation omkring holdet. Taastrup FC siger mange tak til Tommy for hans store indsats for klubben og ønsker ham alt muligt held i sin nye klub.
Klubben har indgået en aftale med Morten Rasmussen om, at han overtager posten som cheftræner formelt fra den 1. januar 2018, men det er aftalt med Morten, at han starter allerede den 28. november og kører træningen i de sidste 3 uger inden juleferien, så han har mulighed for at lære spillerne at kende inden det for alvor går løs efter nytår. Aftalen med Morten Rasmussen løber i 2 år frem til den 31. december 2019.
Morten Rasmussen har gennem de sidste 1 ½ år været cheftræner for Farum Boldklubs første herreseniorhold, som ligger placeret i Sjællandsserien. Inden da var Morten cheftræner for Hvalsø, som han spillede op i serie 1. Morten Rasmussen har selv været aktiv fodboldspiller på divisionsplan. Han var målmand og har blandt spiller for Herfølge, Holbæk og Kalundborg. Morten er tæt på at færdiggøre en stor træneruddannelse som A-licenstræner.
Taastrup FC nye cheftræner har således en god uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring både som spiller som træner. Kombineret med hans stærke personlighed og meget store engagement føler Taastrup FC sig sikre på at have fået en ny stærk cheftræner.
Der venter Morten og spillertruppen en stor opgave i at sikre, at holdet forbliver i Danmarksserien. Holdet ligger lige nu 1 point over den 10. plads, som med sikkerhed giver nedrykning. Hvis TFC skal være helt sikre på at undgå nedrykning, skal holdet mindst være placeret som nr. 7, når sæsonen slutter i juni måned. Der er pt. 3 point op til pladsen som nr. 7, så der venter et spændende forår. TFC starter foråret med en udekamp mod Fredensborg den 24. marts.
Et stort velkommen til Morten Rasmussen
Ingolf Skafte
Herre Seniorformand
Taastrup FC