Pointdeling for HS1 i udekamp mod Snekkersten
Efter sidste uges meget dårlige præstation skulle Taastrup lørdag forsøge at rejse sig igen ude mod Snekkersten.
Præstationen denne lørdag var meget bedre og det endte med en fair pointdeling med resultatet 2-2.
Taastrup bragte sig foran efter 10 minutter. Efter Daniel Janum blev nedlagt i feltet scorede anfører Nicholai A. Sørensen usvigeligt sikkert til 1-0 på straffespark.
Taastrup havde fint styr på begivenhederne i første halvleg og holdt fint Snekkersten væk fra de helt store chancer.
2. halvleg startede på samme måde, men efter en kæmpefejl i de bagerste rækker kunne Snekkersten udligne efter 55 minutter.
Udligningen ændrede kampbilledet - pludselig var hjemmeholdet det bedste hold på banen. Og efter 72 minutter bragte hjemmeholdet sig foran 2-1 efter et godt indlæg blev headet i mål.
Det så svært ud for Taastrup, men det lykkedes alligevel holdet at få lagt et vist pres på Snekkersten i den sidste del af kampen. Flere gode muligheder blev forspildt med dårlige afslutninger.
I 3. minuts overtid havde Snekkersten alle muligheder for at lukke kampen - men en friløber blev sparket på stolpen.
Og så i 5. minuts overtid fik Frederik Hansen afsluttet fra kanten af feltet - målmanden halvklarede forsøget, men Oliver Benn Larsen var først over riposten og kunne til stor jubel udligne til 2-2.
Alt i alt et retfærdigt uafgjort resultat - selvom hjemmeholdet nok vil ærgre sig voldsomt efter den meget sene udligning.
Klub 120 valgte Mikkel Knudsen som kampens spiller - Mikkel spillede på en noget uvant post i midterforsvaret og gjorde det flot.
Holdets næste kamp er sæsonens sidste hjemmekamp. Kom på stadion og støt holdet lørdag d. 3. juni kl. 13.00 mod Espergærde IF.