Sejr til HS1 i topopgør
På en lun solskinsrig forårsdag var der budt op til topopgør på Nybolig Park. Det gode vejr var nok også medvirkende til at mange havde valgt at tage til fodbold - dejligt med så stor opbakning til holdet.
Taastrup FC tog imod rækkens nr. 2 i en kamp som hjemmeholdet nok var nød til at vinde for at fastholde håbet om en oprykning.
Kampen bar præg af dens betydning - kampen var mere intens end velspillet. Taastrup startede bedst, men det var alligevel gæsterne der tog føringen efter 12 minutter.
Taastrup fik dog hurtigt udlignet. Anfører Nicholai A. Sørensens helflugter blev afrettet af en Bagsværd forsvarer så den strøg i mål. 1-1 efter 25 minutter.
Kampen var hele vejen igennem meget tæt - ingen af holdene formåede for alvor at dominere modstanderen.
Der var muligheder i begge ender, de største tilfaldt dog hjemmeholdet. 2 store muligheder på hver sin side af halvlegen blev begge misbrugt, men efter 63 minutter kom Taastrup foran 2-1 ved Emil Ladefoged. Han fik bolden lidt via en tilfældighed i Bagsværds bagerste rækker og placerede køligt bolden ved den fjerneste stolpe.
Herefter kom Bagsværd længere frem på banen - og Taastrup fik flere omstillinger man dog ikke formåede at udnytte. I det 81. minut prellede et forsøg fra Bagsværd af på stolpen - og de sidste minutter var et langt pres fra udeholdet.
En meget hektisk afslutning endte heldigvis uden scoringer så Taastrup trak sig ud af kampen med en særdeles vigtig og flot 2-1 sejr.
Holdet kæmpede forbilledligt for hinanden og kunne juble efter sidste dommerfløjt.
Med sejren kommer Taastrup tættere på Bagsværd - der er nu 4 point mellem de 2 hold.
Blandt mange gode præstationer valgte Klub 120 Emil Ladefoged som kampens spiller.
Holdets næste kamp er lørdag d. 4. maj kl. 14.00 ude mod Frem Hellebæk.