Uafgjort til HS1 i årets første hjemmekamp i TIP
Årets første hjemmekamp på græs i Taastrup Idrætspark blev spillet lørdag. Efter en virkelig dårlig kamp i sidste uge skulle Taastrup forsøge at komme tilbage på sejrskurs - og det mod Espergærde som Taastrup historisk aldrig har haft det nemt mod.
Holdet leverede en markant bedre præstation end ugen før - men måtte alligevel nøjes med uafgjort 1-1.
Efter en god start på kampen fra Taastrup overtog Espergærde spillet og skabte flere gode muligheder. Dog uden at komme foran.
Og så efter en halv times tid vendte kampen fuldstændig. Det sidste kvarter af 1. halvleg skabte Taastrup chancer på samlebånd. Espergærdes målmand tog dog godt fra, men måtte kapitulere da Oliver Benn Larsen flot afdriblede en forsvarer og flot sparkede bolden i modsatte målhjørne.
Få minutter senere troede hjemmeholdet at de havde bragt sig foran 2-0. Efter et hjørnespark havnede bolden igen ved Oliver Benn Larsen som sparkede den i netmaskerne - men i sekundet forinden havde dommeren fløjtet for et straffespark til Taastrup grundet hånd på bolden. Kendelsen blev endnu mere ærgerlig da Taastrup ikke formåede at score på det tildelte straffespark.
Taastrup gik til pause foran 1-0 - en føring der meget vel kunne have været større.
Taastrup fortsatte med at være spilstyrende i anden halvleg men manglede flere gange skarpheden enten i den sidste aflevering eller i afslutningerne.
Espergærde var dog ikke ude af kampen og efter 55 minutter gik det galt. En hurtig omstilling blev perfekt udnyttet og så var der udlignet.
Taastrup forsøgte at fremtvinge den afgørende scoring, men manglede lige det sidste. Mathias R. Jensen fik en friløber med 7-8 minutter tilbage, men sparkede over mål.
Espergærde havde også flere tilløb, men ingen af holdene formåede at score yderligere.
Generelt var det en velspillet kamp med masser af situationer i begge ender - men Taastrup må trods alt være noget ærgerlige over at det ikke blev til mere end 1 point.
Heldet tilsmilede dog alligevel Taastrup denne dag - idet Bagsværd overraskende tabte til BSF. Med 5 kampe tilbage er Taastrup nu 3 point efter Bagsværd i kampen om andenpladsen.
Klub 120 valgte Oliver Benn Larsen som kampens spiller.
Holdets næste kamp er fredag d. 17. maj kl. 18.30 ude mod BK Avarta.